Baner & Gokarter
Danmarks største gokartbane
Vojens Motorsport Arena byder ikke bare på Danmarks største gokartbane – vi har hele tre gokartbaner klar til dig og dine venner! Alt efter om du har lyst til fart, tempo og hurtige sving eller en teknisk udfordring med snævre sving har vi en bane klar.
Vores baneanlæg opfylder alle sikkerhedskrav og med moderniseringen af vores faciliteter er vores baner også godkendt til store, internationale gokartløb.
Banen har AMB tidssystem med monitor og efter løbet kan I gratis få udskrevet jeres resultater og bedste omgangstider.
1.400 meter gokartbane
Gokartbanen på Vojens Motorsport Arena er den perfekte blanding af hurtige sektioner og snævre, snoede kombinationer, hvilket gør den til en af de mest udfordrende, tekniske og hurtigste baner i Danmark. Banen er den samme, som vi bruger, når der køres professionelle løb.
Banen indeholder blandt andet et kendt sving på Vojens Motorsport Arena – nemlig “pomfritten” som er et venstre sving, som går lidt ned af bakke. Tør du holde fuld gas?
Længden på hele 1.400 meter gør banen perfekt til større arrangementer eller hvis i er mange som gerne vil kører sammen. Her er der virkelig god plads til at brede sig. Desuden giver det os mulighed for at dele banen op i to mindre gokartbaner på hhv. 700 meter – nemlig vores gokartbane 1 og gokartbane 2.
700 meter Gokartbane 1
Gokartbane 1 er 700 meter lang og er generelt en hurtig bane. Banen har ikke mange langsomme sving og hermed er flowet på banen rigtig højt.
På gokartbane 1 skal der virkelig arbejdes med gokarten for at komme i flow. Langsiderne er sat sammen af et par hurtige svingkombinationer, som kræver at du hele tiden holder tempoet oppe og koncentrationen holdes.
Omgangstid i tørvejr
42-45 sekunder
Omgangstid i regnvejr
57-70 sekunder
700 meter Gokartbane 2
Gokartbane 2 er også 700 meter lang og har masser af sving, og tre af dem kræver at du både har styr på bremse, rat og speeder for at få den bedste fart ud af svinget. Gokartbane 2 er til de tekniske nørder og er ret udfordrende – er du klar til den?
Omgangstid i tørvejr
41-44 sekunder
Omgangstid i regnvejr
62-75 sekunder
Førsteklasses udlejning gokarts
Gokarterne, som anvendes på Vojens Motorsport Arena er fra verdens førende gokart producent, SODIKART i Frankrig.